onsdag den 25. januar 2017

Forbedrede eller forringede boliger? Del 1

Forbedrede eller forringede boliger? Del 1 

(25. september 2016)
Følgende klage sendte vi afsted, da det så småt gik op for os, hvordan vore hjem ville end med at se ud. Vi sendte den afsted til både fsb og kommunen d.26. september.

_________________________________________________________________________________

Meningen med hele dette projekt er forbedrede og attraktive boliger, hvor man gør 4 ting:
Skimmelsanerer
Skifter vinduer
Installerer ventilationsanlæg
Etablerer nye køkkener

Med dette brev vil vi gøre opmærksom på, at der med renoveringen af boligerne ikke bliver tale om forbedrede boliger, der dermed kan tiltrække ressourcestærke beboere.
Vi finder det besynderligt, at der ingen sammenhæng er mellem de ønsker, man har fra bl.a. kommunens side om at løfte Tingbjerg og gøre det mere attraktivt at bo her, og det, der med renoveringen bliver udført. 
Der ligger store og dyre planer forude om byudviklng, letbane m.m. og det er bestemt interessant, at man fra mange sider skyder penge i et projekt, der i tanken har til formål at fremme byudviklingen, men i realiteten gør det modsatte.

I det følgende vil vi forsøge at belyse problemerne i et projekt, som vi mener ikke er gennemtænkt (se tidligere klage), ligesom der i kvalitet, design og indretning ikke har været den fornødne omtanke eller respekt for hverken beboere eller arkitektur.

Skimmelsaneringen:
Hovedårsagen bag dette renoveringsprojekt er den skimmelsvamp, der er i mange af boligerne. Det er langt fra alle boliger, der er præget af skimmelsvamp, men mange år med boliger uden isolering og med mange kolde vægge og hjørner gør at der i mindre eller større grad er skimmelsvamp i næsten alle boliger. Selv om langt de fleste udelukkende har det i køkkenet bag de køkkenelementer, der står op ad den kolde ydervæg, så har der helt klart været et behov for at komme skimmelsvampen til livs. I mange år har man forsøgt at nedkæmpe skimmelsvampen ved at sanere ”pletvis” – dog ofte kun efter mange henvendelser fra beberne eller slet ikke. 

Efter udskiftning af de gamle vinduer til plastvinduer for ca. 25 år siden er der uden tvivl sket en opblomstring af skimmelsvampen i boligerne, men med denne renovering skulle dette gerne blive bedre ved at der skiftes til vinduer, der ikke er af plast, ligesom man sanerer og dertil installerer et ventilationsanlæg.
Der er dog sket det, at man under saneringen ikke har haft den fornødne omhu eller vilje til at sikre sig, at der saneres både forsvarligt og grundigt.

Måden man sanerer, sker ved metoden ”Micro Clean”. Dette betyder, at der saneres med damp. Der er tale om damp, der blæses ud med høj hastighed. 


Saneringen af vindueslysnnger skulle ske indefra – det var sådan det blev varslet, men dette skete ikke. I stedet blev der dampet udefra, hvilket vil sige, at skimmelsporerne blev blæst ind i lejligheden. Her skal det nævnes, at der ikke var afgrænset og dækket af, hvilket giver anledning til usikkerhed omkring hvor vidt, det var sundt at opholde sig i boligerne, da dette blev gjort.

Vindueslysning, hvor der blev dampet udefra og ind i boligerne
Man kan argumentere, at sporerne blev slået ihjel af dampningen, men da dampen bliver blæst ind ved høj hastighed, kan det sagtens tænkes, at sporer er blevet blæst ind i boligen uden at dampen har haft den ønskede effekt.

Årsagen til at dette kunne lade sig gøre på denne måde er, at ved vinduesskift blev lysningerne blotlagte og stod sådan i mange uger inden saneringen. 

Dette er den ene del af saneringen. Den anden del er den del, der sker på vægge, der er indeliggende i boligerne.

Her sker saneringen ligeledes med Micro Clean. Derud over vaskes der ned med Rodalon, som står natten over, hvorefter det gøres rent.

På de indeliggende vægge er vi, beboerne, usikre på om dette gøres grundigt nok og at man sikrer at skimmelsvampen bekæmpes ordentligt. Årsagen til vore tvivl omkring saneringen skyldes, at man ved selvsyn kunne konstatere, at der blev efterladt skimmelsvamp i/under gulvet. 

Dette blev benægtet, men efter diskussion frem og tilbage blev det så besluttet at tage prøver. 
Da denne diskussion fandt sted var 12 køkkener blevet saneret (tre i Stengavl og ni i Vingegavl) og i de ni køkkener i Vingegavl var malerarbejdet udført. Prøven blev taget i en af de lejligheder, hvor malerarbejdet endnu ikke var udført (Stengavl).
På trods af tvivl og prøvetagning fortsatte arbejdet ufortrødent i de ni køkkener, hvor man var klar til køkkenmontering.

Prøveresultatet viste, at der VAR skimmel i/under gulvet, men da var det for sent i de ni istandsatte køkkener, hvor man nu havde fået monteret køkken.

I vores klage har vi ønsket uvildig vurdering af skimmelsaneringen – dette ønsker vi stadig.

Renoveringens formål – at komme skimmelsvampen til livs – må siges at være forfejlet, når man ikke sikrer sig (ved bl.a. prøvetagning) at skimmelsvampen er væk.
Bekymringen for, hvor vidt saneringen er udført tilfredsstillende og korrekt, bliver så meget desto større, når der er tale om større områder med skimmel i de boliger, der er slemt angrebet.

Det vides ikke, om saneringen er foregået korrekt eller til bunds i Tingbjerg Ås.

Ydermere er fuldspartlingen af køkkenerne sket med sandspartel og ikke med en alkalisk spartel, der langt er at foretrække, da det modarbejder skimmelsvamp.

Derud over kan man undre sig over, at man ikke sørger for ordentlig ventilation bag de køkkenelementer, der står op ad den kolde ydervæg. Man placerer godt nok elementerne på en måde, så der er 10 cm luft mellem køleskabskabinet og ydervæg, men sådan stod det før renoveringen og da dette er et meget koldt hjørne, vil situationen blive den samme som før. Der er under køleskabskabinettet en rist, som skal give bedre ventilation, men med det høje skab og et varmt køleskab op ad en kold væg, vil der naturligvis opstå skimmel igen.

Hvorfor er der ikke etableret ventilation i ydervæggen? Når skimmelsvamp er blevet udbedret tidligere har man netop brugt denne metode med succes.

Da man i flere tidligere tilfælde er gået bort fra aftaler og løfter, tvivler vi på, at man fremadrettet vil foretage det nødvendige for at sikre at skimmelsvampen bekæmpes til bunds.

På trods af ”at man vil vurdere det fra gang til gang”, ønsker vi stadig en uvildig vurdering af både anvendte metoder og det udførte arbejde.
Vi ønsker derud over at prøvesvarene for hver enkelt lejlighed bliver gjort tilgængelige for 
beboerne og andre, for hvem dette kan have relevans.

Ventilationsanlæg:
Man kan anfægte beslutningen om at installere ventilationsanlæg, da netop dette gøres for at forhindre udviklingen af skimmelsvamp og bedre indeklimaet, men hvad er pointen, når der ikke saneres grundigt og til bunds?

Ventilationsanlægget giver ganske rigtigt et bedre indeklima set i forhold til skimmelsvamp. 
Man kan dog tvivle på luftkvaliteten for mennesker. Erfaringen viser, at man på mange arbejdspladser oplever ringere luftkvalitet, der har resulteret i træthed og hovedpine og i boliger har ventlationsanlæg givet så voldsomme gener, at beboerne er blevet syge. Dette resulterede i, at man har slukket for anlægget.
Vi er naturligvis bekymrede for vort helbred og vi tvivler på, at indeklimaet bliver så meget bedre, da den eneste ”gode” luft er den naturen selv laver og ved præsentationen af ventilationsanlægget kunne man blive forledt til at tro, at udluftning ikke er nødvendig.

Placeringen af anlægget er på ingen måder ideel. Det er tydeligt, at det har været et pudslespil at få tingene placeret på fornuftig vis, men ved at placere den store ventilationsskakt i køkkenet har man begået en stor fejl.

Det kom da også som en stor overraskelse, da ingen havde regnet med at miste plads i køkkenet, da man ved besøg i prøvelejlighed inden renoveringens begyndelse kunne se, at skakten var placeret i den lille gardarobe ved badeværelset. Det var da også netop denne placering man på møder oplyste beboerne om, da projektet var i sin indledende fase.


Man har placeret den nye stigestreng til at forsyne køkken og badeværelse med vand i den lille garderobe – og der er masser af plads til ventilationsskakten.

               Den lille garderope med den nye stigestreng (bil.1) og entréen med det nedsænkede loft (bil.2)                                
Beboerne var da også ærgelige over, at kunne se frem til at undvære den lille garderobe, men det var intet imod den vrede vi følte, da det gik op for os, at skakten skulle tage en stor bid af vores køkken - og bedre er det ikke blevet, når vi går ud i entreen og nu står i en lille tunnel.
I Tingbjerg Ås er det lige så slemt. Alt efter om der tale om lejligheder th eller tv, har man placeret ventilationsskakten hhv. i soveværelset eller stuen. Hvordan i alverden kan man mene, at disse lejligheders to værelser kan rumme så stor en skakt?

I lejlighederne, hvor skakten er placeret i soveværelset, har man valgt at sætte skakten i rummets eneste hjørne, hvor der kan stå møbler. Alle andre hjørner kan ikke bruges til møbler, da der er døre, vinduer og indbygget skab. Derud over er skakten af en eller anden grund meget større end i både Stengavl og Vingegavl, hvor ved der tages meget mere plads. De i forvejen små soveværelser er nu blevet endnu mindre.
Det samme kan siges om de lejligheder, hvor skakten er placeret i stuen.

I opgangene på 2. sal i Vingegavl og Stengavl vil højden under ventilationsanlægget være så lav, at opgangen synes ”trykket” og er man for høj skal man bukke sig for at komme op øverst. Flytning af møbler – ind eller ud – vil være voldsomt besværligt, da man ikke kan komme ordentligt til. At man har fjernet dele af isoleringen omkring rørene for at give lidt ekstra højde hjælper ikke meget; dette giver kun lige 205-210 cm til loft.

I Tingbjerg Ås er det lige så slemt på næstøverste repos og helt oppe er der ikke længere noget udsyn, da ventilationsanlægget hænger ned og skærmer for vinduer og trapperum.

Kasse til ventilationsanlæg i opgang i Tingbjerg Ås.
  Personen på billedet er 165 cm høj. Beboerne er      
         bekymrede for det – i vores øjne – farlige, skarpe hjørne 
på den nedhængte kasse til ventilationsanlægget.

I Tingbjerg Ås er det lige så slemt på næstøverste repos og helt oppe er der ikke længere noget udsyn, da ventilationsanlægget hænger ned og skærmer for vinduer og trapperum.

Alt i alt er ventilationsanlægget et stort indgreb og boliger, der i forvejen var små, er nu gjort 
endnu mindre og har enddda gjort boligerne langt mindre bekvemmelige og anvendelige.

Set med beboer-øjne har ventilationsanlægget ikke forbedret boligerne, ligesom vi heller ikke kan forestille os, at de er blevet mere attraktive.

Nye køkkener:
Med renoveringen vil man forringe mulighederne for at få ressourcestærke beboere til, da ingen mennesker med penge og familie vil have lyst til at bo med små, mørke rum og små køkkener, hvor man ikke uden besvær kan være mere end én i køkkenet.
 
Før renoveringen var det svært, når man skulle lave lidt større middage til f.eks. jul eller fødselsdag, men det gik dog. Med den nye indretning af køkkenet vil dette blive stort set umuligt – og at bage kan man godt glemme. Der er ingen steder at slå en dej ud. Den bordplads, der er tilbage, vil blive optaget af diverse køkkenting, da der med den nye opstilling, heller ikke er ret mange skabe.


Med den nye indretning og dertil hørende ventilationskakt er der forsvundet 80 cm bordplads, 
ligesom der så også er forsvundet hhv. 80 cm overskabe og 80 cm underskabe.

Ydermere er der i indretningen af køkkenerne ikke været en fornøden omhu i arbejdet. Tingene er sammensat på en måde, der gøre det svært at se, hvordan man skal kunne indrette sig på 
fornuftig vis, da der med de nye og små køkkener ikke vil være plads til vores køkkengrej, fordi der er alt for få skabe.

Fra beboersiden har man fra dag ét haft et udtalt ønske om mere bordplads; at skulle der gøres noget ved køkkenerne, så skulle det være fordi vi fik mere plads – ikke mindre. På de afholdte workshops, der handlede om netop køkkenerne, var der ingen tegn på, at ventilationsskakten skulle placeres i køkkenet, men derimod i boligernes lille garderobe.

Derud over kom beboerne med et forslag til køkkenerne, der netop ville give mere plads, men 
dette forslag har man valgt kun at bruge i gavlboligerne. 
Det er muligt, at m2-antallet i køkkenerne er passende for boliger af denne størrelse, der er tale om i Vingegavl og Stengavl, men man skal have i mende, at meget af pladsen går til en spisekrog.

Med den nye opstilling og den nye emhætte vil man heller ikke kunne lave mad på fornuftig vis. Hvor den tidligere emhætte sad som en integreret del af overskabene, hænger den nye emhætte under skabene og dermed hænger den så lang nede – og stikker så langt ud – at er man over 160 cm skal madlavningen ske ved, at man bukker sig ned. Står man oprejst kan man ikke se ned i gryderne på de to bageste kogeplader.

     Personen på billedet er 172 cm høj





At køkkenbordet bliver højere end før er én ting, men når man samtidig vælger en løsning omkring emhætterne, der gør, at de hænger længere nede, så bliver højden mellem arbejdsflade (kogeplader) og emhætte af en sådan højde, at det besværliggør arbejdet i køkkenet.

Til højre:
I det tidligere køkken var emhætten integreret i overskabene og af en model, der kunne skubbes ind. God plads.



Alt i alt er køkkenet (efter renovering) mere noget, der minder om et godt tekøkken og bestemt ikke noget, der er af passende størrelse for familieboliger.

Hvor skal man gøre af de bageplader/ bradepande, man ikke bruger? Man har valgt ikke at købe skuffe under ovn, så der er et sted at gøre af dem. På de tidlige tegninger, var der tegnet en skuffe ind. Hvor er den blevet af?
Som det laves nu, bliver skuffen skiftet ud med en plade/bred liste (se billede til højre).

Og hvor skal vi gøre af gryder og pander? Som bekendt fylder de en del, men man har valgt at vi skal have skabe med en bredde på 40 cm, der ikke kan rumme kogegrejet.

Hvordan havde man tænkt, at der skal blive plads til service, madvarer, køkkengrej og diverse på 1. og 2. sal, som alt sammen fylder en del, når der nu er tale om familieboliger – hvor der naturligvis bor familier?

Derud over er der den dårlige kvalitet på bordpladerne, der vil resultere i oftere udskiftning af bordplade – hvem skal betale det?

Med forbedrede og tiltrækkende boliger hører der moderne bekvemmeligheder og i den forbindelse kan man finde det besynderligt, at der ikke klargøres til opvaskemaskine. Opvaskemaskine er et helt almindeligt og efterhånden naturligt element i ethvert køkken. 

Dertil kommer selvmodsigelsen, at man fra boligselskabet og kommunens side beder os sortere vores affald, men køkkenindretningen er sat sammen efter ”ældre” idéer om affald, hvor man kom alt i én pose. 


Når man taler om manglende omhu – og endda manglende omtanke, så er det på sin plads, at forholde sig til den endnu mere besynderlige indretning af køkkenerne i stueetagen. Det er tydeligt, at ét eller andet er gået galt:
Ved de lange skabe har man målt hele 10-11 cm forkert ved de lange skabe, så der opstår et bredt stykke, hvor man har valgt at sætte et for smalt skab. 
Dette er taget op med byggeledelsen, men ingen kunne komme med en løsning. 
Kommer der et bredere skab eller vælger man at fastholde beslutningen om det alt for smalle skab? (Billedet her under.)


I stueetagen, hvor man har valgt et skab på hhv 40 g 20 cm ved siden af ovn/kogeplader som afslutning af underskabe ud mod entreen, følger overskabene ikke med.
Normalt følger overskabe underskabe, men her vælger man at sætte ingenting som afslutning på overskabe.

Ved henvendelse om détte problem, var reaktionen ”kan du ikke hænge en vinhylde op?”
Igen er det ikke noget, man mener er et problem og det vides igen ikke, om dette er noget der vil blive taget stilling til eller rettet op på.

Ud over at æstetikken går tabt, når der efterlades sådan et besynderligt hul mellem skabe og væg, så er der problemet med afdækning af ventilationsrør/isolering. Er det sådan, man har tænkt sig at efterlade tingene? (Billede herunder.)

Beboerne har tidligere fået udleveret tegninger over de nye køkkener. Her mangler skabet, der skulle afslutte rækken af overskabe, ikke. Ligesom der ved de lange skabe er tegnet to skabe af samme bredde og der er skuffe til ovnplader.
At tingene er endt ud, som de er, er sandsynligvis et resultat af det ikke gennemtænkte og ringe planlagt projekt, der er endt ud i så mange ekstraopgaver, at man har været nødt til at spare.

Men der ER bare ting, der ikke kan/må spares på.


Når køkkenerne er så dårligt indrettet og de samtidig ikke er forberedte til moderne bekvemmeligheder, så er spørgsmålene: Hvor er forbedringerne? Hvad er det man mener, der vil tiltrække ressourcestærke beboere?
Hvis tanken virkelig var at forbedre boligerne og hvis man virkelig gerne vil tiltrække ressourcestærke beboere, så havde det været langt bedre at etablere det køkkenforslag, der 
kom fra beboernes side – og ikke kun bruge dette forslag i gavlboligene.


Her over: Beboernes forslag.

Beboernes forslag ville give mere plads og langt mere bordplads. Ventilationsskakt eller ej, så ville det i det hele taget have givet et køkken, der i langt højere grad er passende for 3- og 4-værelses familieboliger, med plads til både at lave store middage, at bage og at opholde sig.

Vi håber meget, at der reageres fra byggeledelsens side og man ændrer på de ting, man stadig kan nå at ændre. bl. a. indretningen af køkkenerne.
I skrivende stund er der ikke taget stilling til noget på trods af, at tingene er kigget på af både arkitekt og byggeleder.
Når alt dette er sagt, vil vi tillade os at sætte spørgsmålstegn ved, om man overholder reglerne for, hvad der et passende køkken i forhold til boligens størrelse.

I arbejdet med skimmelsvamp, ventilationsanlæg og køkkener har der manglet den fornødne respekt og omhu.

Hvad der var familieboliger bliver med renoveringen til boliger, der mere minder om opholdsrum med godt tekøkken for mennesker, der ikke har et familieliv – vel at mærke mennesker, der ikke er over 160 cm, som ikke ønsker at lave for store middage (jul, fødselsdag e.lign.) og som er ligeglade med køkkenindretningen.
Da det ikke er flertallet, kan man ikke forvente at tiltrække nye beboere med ressourcer – ligesom man ikke skal regne med at de nuværende beboere kan blive glade for resultatet.

Man forringer boligerne ved at tage m2 og da tingene er spredt, tages der plads flere steder. Måske man skulle have samlet det? Man forringer boligen med materialer af ringe kvalitet. Man udbedrer ikke skimmelsvampen, når man ikke sikrer sig at alt skimmel er bortsaneret.
Man forringer boligerne, når man gør små køkkener endnu mindre og ydermere besværliggør det daglige arbejde i køkkenet.

Udskiftning af vinduer:
Eneste lyspunkt er de nye vinduer, der er af bedre kvalitet end de gamle plast vinduer - men hvor er det lovede sikkerhedsglas i stueetagen?

Dog er der i forbindelse med udskiftning af vinduerne også sket en nedrivning og reetablering af brystninger ud mod altanerne. Dette er i sig selv ikke et problem. Problemet her er, at hvor den før var afsluttet med fine træpaneler, nu bliver dækket ind med gips, hvilket – rent æstetisk – giver et langt ringere udtryk. 
Arkitekturen lider under dette materialevalg. Før hang det indre (træpanelerne) fint sammen med det ydre (den træbeklædte altan). Hvad der kommer på altanen vides ikke, da vi ingen informationer får, men om man beklæder altanen med træ eller ej, så er sammenhængen mellem ude og inde gået tabt.
Derud over ved man at selv om gips er god for økonomien, så er det mindre godt for indeklimaet.

Eftertanke:
Man undres! Grundstenene for enhver arkitekt (det er barnelærdom!) er æstetik, funktion og konstruktion. 
Æstetikken er med denne renovering borte, funktionaliteten i køkkenerne er helt forfejlet og kvaliteten i både planlægning, arbejde og materialer er virkelig ringe.
At man fra bygherres side har godkendt dette projekt som det nu udføres, gør ikke situationen mindre skuffende, ligesom det heller ikke er en god forklaring på, at vore boliger forringes.

Udgangspunktet om forbedrede boliger er fin, men når der ikke er tid (?), vilje eller økonomi til at udføre arbejdet ordentligt, så må man undlade at påbegynde en opgave.

Har der ikke været økonomi til at lave ordentlige, brugbare køkkener – så lad være med at have det med i projektet. 
Er det ikke plads til de voldsomme ventilationsrør, så lad være med at installere et ventilationsanlæg. Find en anden løsning.

Her er tale om, at rigtigt mange penge er blevet skudt i et projekt, der er helt forfejlet i design, økonomi, planlægning m.m. og her er ikke tale om forbedrede og attraktive boliger, men derimod mindskede boliger med forringet indretning.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar